... tager primært udgangspunkt i de almindelige menneskelige eller eksistentielle problemstillinger, som en uoverskuelig, ustabil tilværelse medfører og gives fortrinsvis som en almenmenneskelig rådgivning.
Men rådgivningsarbejdet har to flader; en almenmenneskelig og en fagprofessionel.
Den almenmenneskelige rådgivning gives af alle i centre og kommer til tider til at fungere som et supplerende netværk for de mest ensomme og isolerede.
De fleste problemstillinger er af eksistentiel art, få er af mere praktisk karakter og i særlige tilfælde er rådgivningen udgående fx ved akutte indlæggelser ol. Den fagprofessionelle rådgivning ydes i de tilfælde, hvor problemstillingen har en klar faglig karakter. Her er der hyppigst tale om problemer af juridisk, psykologisk, pædagogisk art, men alles faglighed såvel som kunnen kommer i spil, hvis der er behov for det.
Den psykisk syges verden kan være svær at forstå for familie og venner. Og for mange af brugerne i SKC er det primære netværk derfor ikke eksisterende. Eksisterer det, er det ofte svært at føle sig hjemme i, dels fordi det opleves, som om familien og vennerne ikke kan rumme den psykisk syges problemer og dels fordi, den psykiske syge selv har barrierer over for en ’offentliggørelse’ af sin tilstand.
At befinde sig i en livssituation uden samtalepartner og ’vidner’ til ens tilværelse forstærker hyppigt en patologisk udvikling, med stemmer, paranoia, depressioner, psykosomatiske og psykotiske momenter, mv.
Det er for alle mennesker vigtigt at kunne udveksle erfaringer med andre, vigtigt at kunne spejle sig i andre for selv at kunne forstå og tackle tilværelsen adækvat.
Det er vigtigt, som en bruger sagde: ”… at kunne snakke om alt fra persillesovs til kærestesorg uden samtidig at blive en sag og professionelt hudflettet.
Det er denne erkendelse, der i bund og grund er årsagen til, at alle i SKC først og fremmest arbejder på et almenmenneskeligt grundlag med egne livserfaringer og den sunde fornuft i forgrund og med den mere snævre fagprofessionelle kunnen i baggrunden – vel vidende, at de to ikke kan adskilles.
Rådgivningen drives af et team af fuldtidsansatte, timelønnede studerende og erfaringsmedarbejdere – brugere, der har lyst og overskud til at indgå i rådgivningsarbejdet.
Det kan være en lise for en nyankommen bruger først at tale med et menneske, der har samme erfaringer som vedkommende selv. For dem vil der være mange forhold, der er umiddelbart forståelige og det er ikke så angstprovokerende, som at skulle tale med et – på netop det område – ikke erfarent menneske.
Brugerne vælger selv, i samarbejde med SKC, hvem de vil snakke med, hvornår og om hvad. Der er mulighed for at tale med flere sideløbende. Det er acceptabelt at vælge rådgivere fra uden begrundelse. Rådgivningen har udviklet en på tværs af erfaringer kollegial supervisionsform, hvor brugerne indgår som deltagere og supervisorer.
Brugerne er dem, der ved om hjælpen er givet på en for dem anvendelig måde og det er dem, rådgiverne og alle andre i centret, altid skal være i løbende dialog med for at kvalificere sig selv og dermed centrets indsats.
Teamet, der har ansvaret for rådgivningen, er så bredt sammensat i alder, køn og personligheder, at det skulle være muligt at finde en rådgiver, hvor ’kemien’ passer. Ideelt set må teamet gerne afspejle befolkningen i al almindelighed.