Hjælp til selvhjælp har siden starten i 1994 været det grundlæggende princip for centrets indsats. Hjælpen gives først og fremmest ud fra et almenmenneskeligt erfaringsgrundlag og ydes uden journalisering.
At arbejde ud fra princippet hjælp til selvhjælp indebærer at dialogen foregår under ligeværdige forhold og at der er en respekt for og tillid til den anden – det handler om at løse problemer sammen, at handle sammen. Dette er en serviceform, som er i tråd med Københavns Kommunes formulerede værdigrundlag. Og her i SKC ligger det bag ønsket om at støtte en udvikling, hos den enkelte, fra en passiv tilbagetrukkethed til en aktiv involvering.
Servicetilbuddene i SKC ’køres’ af hvert sit selvstyrende team, men fælles for alle medarbejdere er en grundlæggende forståelse for, at det eneste vi kan forandre, er os selv.
Vi skal blive bedre til at forstå, til at forholde os til andre mennesker, blive mere rummelige, mere ydmyge over for den enkeltes egne udviklingspotentialer, mv., alt for at kunne blive en kvalificeret støtte, som den enkelte bruger har lyst til at benytte sig af.
Der ligger hermed et krav til alle medarbejdere om konstant at være i en udviklingsproces på såvel det personlige plan, som i forhold til tacklingen af hverdagens udfordringer.
Brugerne har mulighed for at indgå i centrets drift efter aftale med lederen. Er en sådan aftale indgået, sker deltagelsen på lige fod med resten af kollegakredsen. Respekten for hinanden og det grundlæggende koncept er fælles for alle medarbejdere i centret.
En af centrets bærende idéer er, at centermedarbejderne dannes af en gruppe af fuldtidsansatte suppleret med en gruppe af timelønnede studerende samt en gruppe fra den personkreds, som er centrets målgruppe; brugerne - der ønsker betegnelsen erfaringsmedarbejdere. Lejlighedsvis forøges gruppen med praktikanter.
Det arbejde, som erfaringsmedarbejderne indgår i, skal være et nødvendigt arbejde, som har synlig betydning for helheden og som kvalitetsforøger hverdagen og det samlede produkt.