"Helle" og "Kunst der forløser"

… er de eneste aktiviteter SKC står for. ”Helle” sejler året rundt og Københavner Biennalen ”Kunst der forløser” afholdes over to uger i ulige år. Begge er gratis tilbud til alle, der benytter sig af socialpsykiatrien i kommunen.

”Helle”, der er rigt udstyret med sikkerheds- og navigationsudstyr, sejler når vejret tillader det og kan ved tursejladser have 8 gæster med. Skipper vil ved hver sejlads instruere i brug af de påkrævede redningsveste. Vejret er som altid en medspiller og de stormfulde våde somre medfører desværre en del aflysninger.

”Helle” har, på grund af skippers gode kendskab til Øresunds fiskebanker tillige uviklet sig til en mini fiskerbåd. På sådanne ture er der på grund af fiskeriaktiviteten kun plads til 6 gæster.

Tilmeldingen til sejlture sker gennem SKC, der forestår bookningen. Traditionelt er det institutioner, som bruger aktiviteten, men enkeltpersoner har mulighed for at tilmelde sig på bestemte datoer.

”Kunst der forløser” er en ucensureret udstilling af værker, der frembringes af kunstner, der benytter sig af kommunens socialpsykiatri. Rådhushallen er rammen om Københavner Biennalen, der startede som tradition i 2005.